Da jeg var fire år, købte min far et par røde laksko med hjem fra Yemen under et besøg hos sin familie. Et par flade ballerinaer med et lille spænde over vristen. Hælen sagde en lille pivelyd, som et hundelegetøj, der er gået lidt i stykker, når jeg gik i dem. Dengang fandtes der ikke mange sko, som kunne blinke eller lave lyde. Som jeg husker det, gik jeg ret dårligt i dem, men jeg nægtede at tage dem af, jeg ville have dem på hele tiden. De var mine suveræne yndlingssko. De røde sko, som lyste op, når jeg sad i sandkassen. Jeg følte mig som en lille prinsesse. Selv når det regnede, og børnehavepædagogerne sagde, at jeg skulle have gummistøvler på, nægtede jeg at have andet på.

Jeg voksede op på et gammelt et-stjernet hotel, som lå tæt på søerne på Frederiksberg. Min farfar kom til Danmark fra Yemen i 60’erne og investerede i det her hotel, hvor jeg boede sammen med mine forældre i stueetagen. I min barndom stod hotellet bare tomt, så jeg løb rundt på gangene og legede skjul i værelserne sammen med mine venner. Det var også på hotellet, at mine forældre mødtes, dengang min mor tilfældigvis var gæst. Min far lignede Michael Jackson med stort hår og gik i John Travolta-tøj – han var virkelig hurtig på et dansegulv. Hans arabiske charme har nok gjort et stort indtryk på hende.

Begge mine forældre har altid gået op i æstetik før praktik. Min arabiske far er ekstrem pyntesyg, mens min engelske mor er mere til enkle og pæne ting – men samtidig er den engelske kultur også fuld af tekstiler og pynt. Mine forældres kulturelle ophav og smag skinnede tydeligt igennem i min barndomsgarderobe. Der var ikke så mange praktiske jeans og ergonomiske sko, som de fleste af mine klassekammerater gik i. Min far købte farverige polyester-prinsessekjoler med hjem fra Yemen, og min mor syede alverdens kjoler og matchende sæt til mig. Jeg var med i stofbutikken, og vi gik rundt i timevis for at finde det helt perfekte stof i den rigtige farve. Jeg elskede det.

Vi købte stort set altid mine sko i udlandet, og da jeg gik i 2. eller 3. klasse var vi i London, hvor jeg fik et par engelske skolesko. De var en blanding mellem en brogues og en Mary Jane-sko, en chunky lædersko, og jeg fik endda lov til at vælge den højhælede model. Da jeg kom hjem, syntes mine veninder, at mine sko var så seje. Det var ret usædvanligt, at et barn i den alder gik i to-tre centimeter høje hæle. Der gik det op for mig, at det var lidt mærkeligt og anderledes, at jeg fik lov til at købe de sko. Var det pinligt? Nej, jeg blev enig med mig selv om, at det var megafedt. Jeg syntes jo, at mine sko var flottere end de andres. Skoene var i suveræn kvalitet, og jeg kunne ikke slide dem op, men ergonomiske og særligt praktiske var de ikke.

Min mor havde en tendens til at købe mine sko lidt for store – voksetillæg, hvis mine fødder voksede hurtigt, sagde hun. Det er et lille traume for mig, at mine sko altid var for store, så derfor går jeg meget op i, at mit barn skal have sko, der passer perfekt. Theodor går også selv op i pasformen på sine sko; de skal føles bløde og være gode at gå og løbe hurtigt i. Jeg har nok givet det videre til ham, fordi jeg oplevede det modsatte som barn. Vi køber alle hans sko i den samme lokale børneskobutik, hvor de kender Theodor og altid måler hans fødder, så vi kan finde de helt rigtige sko til ham.

Jeg var aldrig en sneakerspige, men da jeg blev teenager og gik i 7. klasse, kunne jeg godt se, at det var sneaksers, man skulle gå i – de fleste gik i skatertøj og -sko. Da jeg var i London med mine forældre, faldt jeg over et par højhælede Skechers i rød og hvid. Så grimme, men jeg tror, at Christina Aguilera gik i dem, og jeg syntes, at de var for vilde. Jeg fik så meget street credit for de sko, som først kom til København et år senere. I mine tidlige teenageår dyrkede jeg tøj sammen med mine veninder. Ikoniske looks. Vi efterlignede stjernerne i musikvideoerne og skuespillerne fra Beverly Hills. Vi syede vores egne trompetbukser og nederdele – købte en meter stof, klippede gammelt tøj op og tilføjede det nye stof. Min stil var en blanding mellem techno og skater. Med enormt brede jeans og små croptoppe, som mest bare var et stykke tøj, jeg havde viklet rundt om skuldrene. Vi hang ud inde ved Street Machine, hvor nogle af de seje og ældre drenge fra skolen skatede og optrådte med breakdance.

Da jeg var 21, gik det modemagasin, jeg var blevet ansat hos efter færdiggørelsen af en designuddannelse på TEKO, konkurs. Det var en skræmmende oplevelse, jeg boede til leje og fik ikke udbetalt løn, så jeg begyndte at tænke over, hvad jeg skulle med mit liv. Efter at have været frivillig på et børnehjem i Sydafrika i et halvt år, besluttede jeg mig for at læse videre. Jeg interesserede mig for at opbygge branduniverser, så en cand.merc. i kommunikation på CBS var det oplagte valg.

Under studietiden faldt jeg over et par sorte, høje læderstøvler fra Acne, som jeg bare måtte eje. Jeg sparrede op til dem, og da dagen endelig kom, spenderede jeg mere end en hel SU. Min veninde var med i butikken, hun syntes også, at det var vildt, at jeg købte så dyre sko. Jeg gik i dem hver dag i hele min studietid, de har oplevet alt fra sjove fredagsbarer til nervepirrende eksamener. Jeg har dem stadig liggende i mit skab, selv om jeg ikke kan bruge dem længere, fordi læsten er helt udtrådt. Jeg nænner ikke at smide dem ud, fordi de er gode minder. Jeg har altid været typen, som har gået i det samme par sko, indtil de var slidt op. Og jeg passer godt på dem, rengør dem, og smører dem med læderfedt – nærmest helt rituelt.

Jeg har altid været mere spontan, når det kom til at købe tøj, men sko er åbenbart blevet ophøjet til samme status som møbler og kunst. Det tager altid lang tid for mig at finde det helt rigtige. Forrige år havde jeg ikke nogen sandaler, fordi jeg ikke kunne finde de rette lædersandaler, og så ville jeg hellere undvære. Sådan er det også med møbler. Jeg lever gerne flere år uden et skrivebord, indtil jeg finder min udkårne.

Photos by: Stefan Wessel
Written by: Ditlev Fejerskov