Da jeg var otte-ni år, kom min far hjem fra USA med en dåse Cola, et par Levi’s bukser et par røde Converse All Stars. Jeg havde aldrig set skoene før, men mine forældre fortalte, at det var en meget ikonisk sko. Det er den første sko, som står ud i mine erindringer. Jeg husker det ikke som om, jeg blev helt betaget af dem, men de spirede alligevel noget inde i mig. Jeg gik meget i skoene, og efterfølgende fik jeg også et par i neongrøn, sort og lilla. Jeg syntes, at det var lidt fedt, at jeg gik i nogle farver fra USA, som de andre i klassen ikke havde.

Der var ikke nogen hjemme hos os, som gik op i mode og design. Min far var forsikringsmand, han lignede ham kommissæren fra Olsen Banden med sit beige jakkesæt med tern på. Han interesserede sig for musik og fodbold. Min mor var mere kreativ, hun lyttede til rockmusik og ville gerne have været guldsmed, men dengang var det ikke et job for en kvinde, så hun endte også i forsikringsbranchen. I min tidlige barndom tilbragte jeg det meste af tiden på fodboldbanen, og lidt senere cyklede jeg rundt med mine venner, kravlede ind i forladte bygninger og lavede lidt drengestreger, som man jo gør i den alder.

Det var et skelsættende øjeblik, da min nabo i 1985 introducerede mig til skateboarding ved at forære mig sit lille pennyboard. Jeg kunne få timer til at gå ved at køre op og ned ad en bakke, og det tiltrak mig, at jeg blev bedre og bedre for hver dag – hvis jeg pressede mig selv kunne jeg komme langt. I de første år kendte jeg ikke andre som havde et skateboard. Først senere gik det op for mig, at der var en hel scene omkring skateboarding. Det var en verden, jeg blev fuldstændigt opslugt af.

Jeg begyndte at se skatevideoer og opdagede, at måden de professionelle skatede på var en udfoldelse af deres kreativitet. Men også grafikkerne under deres boards var fede. Nogle var skeletter og kranier, mens andre var mere abstrakte, nok inspireret af Matisse og Picasso. Flere var punkede og lignende noget fra et metalbands pladecover. Jeg forstod, at der var forskellige skateteams, som havde hver sin grafik og tøjstil, og jeg fandt frem til dem, jeg syntes var fedest. Gordon and Smith, H-Street, Powell Perelta, Santa Cruz var nogle af dem, jeg holdt øje med. Flere af mine yndlingsskatere skatede i sko fra Airwalk, som havde en flap over vristen, de lignede jeg ved ikke hvad, men jeg syntes, de var så fede. På en ferie i London med mine forældre, fik jeg dem overtalt til, at jeg måtte få et par Airwalk, og så sad jeg på vores hotelværelse på Piccadilly Circus med et nyt skateboard og mine nye sko og følte mig lykkelig.

Grafikerne var linket op med graffiti, som jeg blev mere og mere interesseret i. Jeg malede selv nogle rygmærker på tasker og tøj. Graffiti- og skateboarding introducerede mig også for punk og hardcore-musik, det var den musik, nogle af skaterne brugte i skatevideoerne. Senere begyndte jeg at gå til koncerter hele tiden. I Ungdomshuset, i Pumpehuset og på Christiania. Et af mine yndlingsbands, Turning Point, havde et albumcover, hvor et af medlemmerne hang i luften med et par Nike Air Max BW-sneakers på. Dem måtte jeg eje.

På det tidspunkt var jeg stilmæssigt mere inspireret af de punk-bands, jeg lyttede til, og de skatere, som havde en mere punket stil, end dem fra skate- og graffitimiljøet, som lyttede til hiphop og gik i baggy bukser og hoodies. Jeg syntes, at det så fedt ud at gå i løbesko, workwear og tøj fra militære overskudslagre. Et af mine stilikoner, Matt Hensley, skatede i et par afklippede militærbukser, med kædepung i lommen, hvid T-shirt og et par Vans Chukka Boots, men der er også nogle ikoniske fotos af ham, hvor han skater i Doc Martens. Jeg havde et ben både i skate-, graffiti- og punkmiljøet, og var venner med alle, også selvom mange i skatemiljøet kun lyttede til hiphop, og man i punk- og hardcoremiljøet vist ikke gik i Nike, fordi det var et stort kommercielt brand, man støttede New Balance, som var familieejet. Jeg var lidt all over the place, gik i det, jeg havde lyst til, og lyttede til det, som jeg syntes var fedest.

Min store søn på 12 år er begyndt at gå op i sin stil. Han er egentlig ret modig, han har både haft grønt og lyserødt hår, men når det kommer til sko, så er han mest draget af, når en eller anden kendis eller influencer sætter sit navn på produktet. Det synes jeg, er ærgerligt, for det gør jo ikke skoen federe. Jeg er meget mere til, at han vælger nogle sko, fordi han selv kan lide dem. Når han bare må eje et par Nike Jordan 1, som Travis Scott har været inde over, spørger jeg ham: Hvorfor kan du egentlig lide dem? Er det designet? Er det farven? Eller er det på grund af Travis Scott? Jeg prøver at fortælle ham historien bag de brands, han er nysgerrig på. Om Jordan-skoens historie, og om hvordan de fleste af de sneakers, som er oppe i tiden, er genudgivelser fra 80’erne og 90’erne, hvor langt de fleste fede sko er designet. Jeg forklarer ham, at sko ikke behøver at være limited og vildt dyre for at være fede. Det handler også om, hvad man matcher sine sko med.

Da jeg var i starten af 20’erne rejste jeg til London for at arbejde som grafisk designer. På det tidspunkt syntes jeg, at britiske bands som The Verve, Stone Roses og Oasis kørte en ret cool stil, og de gik i klassiske Clarks Wallabee-sko, så dem købte jeg også. Jeg har altid været mest til klassikere, og Clarks blev mit modspil til det mismatch, som 00’erne ellers bød på. I London blev jeg introduceret for Ben Eine og Banksy, som malede street art. De havde et studio oven på en bar, der hed Dragon Bar, som var et mødested for kunstnere, musikere, skatere og redaktører fra magasiner som i-D og Vice – et virvar af kreativitet og vilje til at skabe. Et andet vigtigt samlingspunkt var tøjbutikken The Hideout, som er et ikonisk sted i London. De solgte undergrundsbrands fra Japan og USA, skabt af folk, der kom fra hiphop, punk, reggae og skate. I dag så etablerede brands som Undercover, Visvim og Supreme. Et fascinerende sted, som ikke fandtes i Danmark, og som helt klart var en vigtig inspirationskilde for mig, da vi i 2003 grundlagde Norse Projects.

En aften i 2002, da jeg lige var flyttet hjem til København, deltog jeg i det nye galleri, V1 Gallerys første udstilling. De viste kunstnergruppen FAILE, der havde brugt Dragon Bar som atelier, og til åbningen faldt jeg i snak med Jesper (Elg, red.), som stod bag galleriet, og jeg fortalte ham, at hvis de havde interesse i den her form for kunst, så havde jeg kontakt til nogle kunstnere i London, som jeg gerne ville præsentere København for. Og det blev startskuddet på mit og Jespers 20-årige samarbejde. Jeg havde ingen kunsthistorisk viden, men det befriende ved V1 var, at de viste kunsterne, som kom fra det samme miljø, som jeg selv, og havde de samme kulturelle referencer.

Photos by: Stefan Wessel
Written by: Ditlev Fejerskov