Nanna:
Jeg er vokset op i den lille jyske by, Grindsted, med to næsten jævnaldrende brødre. Mit første minde om sko, bringer mig tilbage til den lokale skobutik. Det var et af årets højdepunkter, når det var tid til, at vi børn skulle have nye sko. Hele familien tog ned i butikken – som en familieudflugt. Jeg husker ikke hvilke sko, jeg havde i mine første år, men jeg erindrer klart og tydeligt den hyggelige oplevelse. Vi skulle skiftes til at få målt vores fødder, og når en af os prøvede sko, legede de andre imens.

Mathias:
Det er også et af mine skarpeste barndomsminder. Det at være i skobutikken på Trianglen på Østerbro. Jeg husker det at købe nye sko som noget sjovt. Som noget, jeg glædede mig til. Jeg ville have sko, jeg kunne løbe stærkt i, og senere spille fodbold i.

Nanna:
De første af mine sko, jeg husker, var et par Mary Jane med en lille hæl. Jeg tror, de blev købt til en specifik lejlighed – en begravelse eller et bryllup, men jeg endte med at ville have dem på hver eneste dag. Også om vinteren, hvor jeg bare tog et par uldsokker på. Jeg var vel 6-7 år gammel. Jeg havde som sagt to brødre, den ene er min tvillingbror og den anden er halvandet år yngre end mig. De ville altid have sejt tøj og sko på – noget rigtig drenget, for eksempel merchandise fra de populære film. Det blev vigtigt for mig at skille mig ud, og derfor tror jeg, at Mary Jane-skoenes feminine udtryk tiltrak mig. De var kun mine sko. Kun mine. Jeg ville være piget og gå i hæle, som klikkede mod gulvet, det var noget seje voksne kvinders sko gjorde. Det havde min mor det svært med, hun skulle lige minde mig om, at jeg var en pige, og så skændtes vi om det.

Mathias:
Jeg kan godt forestille mig dig som lille, der på ingen måde vil stå tilbage for dine brødre, og mor for den sags skyld. Du har din egen vilje og kæmper for det, du vil have. Nu skal jeg ikke kalde dig en diva … Men jeg er ikke overrasket over at høre, du var et barn, der holdt fast i det, du ville, også selvom du var oppe mod overmagten.

Nanna:
Ja, okay. Diva ligefrem … Jeg holder fast i mine principper.

Mathias:
Jeg husker mine første fodboldstøvler. Da jeg var fire år, hev mine venner, som var et år ældre, mig med til prøvetræning i B93. Jeg husker ikke træningen, men jeg mindes bare, at det fangede mig, og de andre ikke gad, da det blev koldt. Og så husker jeg fodboldstøvlerne! Et par Puma King. Helt klassiske i sort og hvidt læder. Dejligt tunge og helt anderledes end fodboldstøvler er i dag. De var så seje. Jeg ville have dem på hele tiden og sove med dem om natten. Sådan var det hver gang, jeg fik nye støvler, så skulle de lige prøves af derhjemme og soves med om natten.

Min barndom handlede i høj grad om at spille fodbold. I frikvarterne i skolen og til træning i B93, hvor jeg spillede hele min ungdom. Jeg var bestemt et aktivt barn, men ikke den der typiske tonserdreng. Jeg var lidt mere sart og stille i det, nok fordi min søster var bullerbassen og den mere toneangivende i familien.

Nanna:
Sko blev også et værktøj for mig i en tidlig alder. Jeg var elitegymnast og danser på et højt niveau i løbet af min barndom og teenageår. Da jeg gik til gymnastik, havde vi flotte dragter på og små fine gymnastiksko, og det blev endnu en måde for mig at distancere mig fra mine brødre, som var overalt og fyldte meget derhjemme. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at danse i stedet – det gik fra moderne ballet til hiphop, og det blev en helt anden slags sko, som vi dansede i. Pludselig var det de samme sko, som jeg også gik med til hverdag. Hiphop-dans tager afsæt i streetkulturen, og det blev den mode, som i høj grad dikterede, hvilke sko vi havde på. Converse All Star og Vans, og da jeg tog til London, dansede alle i Dr. Martens. Jeg fulgte danse-trendsene, men Converse-skoene har altid været min base – og er det stadig i dag. Jeg føler mig grounded i et par sorte Converse med højt skaft. Uanset modebilledet. Mit første par Converse var mintgrønne, min far havde dem med hjem fra USA. De var cool. De var også gode at danse i, fordi de var flade, og man kan stramme dem helt ind.

Som teenager blev dans mit escape. Jeg følte aldrig rigtig, at jeg passede ind nogle steder i Grindsted, hvor man mødtes i hallerne til håndbold og fodbold. Jeg var lidt the odd kid out, der gjorde min egen ting med gymnastik og dans, som de andre børn ikke helt forstod. Jeg trænede 4-5 gange om ugen, så det fyldte meget for mig og blev dér, hvor jeg fandt et fællesskab.

Mathias:
Converse har også betydet meget for mig. Det var den sko, som antændte mit sneaker game. Da jeg var 16-17 år, var jeg på en ungdomskontrakt i B93 og var begyndt at få lidt penge på lommen, og dem brugte jeg på at købe Converse-sko på eBay. De var ret overkommelige prismæssigt, og jeg kunne købe tre par for samme pris som et par Nike-sneakers. Jeg endte med at have dem i alle regnbuens farver. Min glæde for skoen kom helt sikkert fra min interesse i hiphop og R&B, hvor flere af mine helte gik med dem. Nelly, 50 Cent, Usher … For at nævne tre, der fyldte meget hos mig. Usher skabte også trenden med Kawasaki-sko, fordi han havde dem på i musikvideoen til ’My Boo’. Det syntes jeg, så fedt ud.

Nanna:
Jeg var også lige inde og vende med Kawasaki, men den slog aldrig rigtig igennem for mig. De var også svære at få fat på i Jylland.

Mathias:
De blev virkelig en ting blandt Københavns ungdom skal jeg hilse og sige. Og jeg var totalt med på den. Med Evisu-bukser nede i sokkerne og Kawasaki-sko. Alle mine stilmæssige referencer kom fra USA, og da jeg kom derover for første gang, skyndte jeg mig at købe en Atlanta Falcons-trøje (NFL, red.), fordi rapperne, jeg godt kunne lide, gik i den. Jeg kom også hjem med et headband, og syntes selv, at jeg så rimelig sej ud.

Nanna:
Jeg var også optaget af de amerikanske musikvideoer, og selv om jeg er lidt yngre end Mathias, så var det meget den samme musik, som vi dansede til. Også Rihanna, Madonna og Beyoncé. Jeg idoliserede de professionelle dansere, som dansede i stjernernes videoer. Jeg tog til London for at deltage i nogle workshops, som var faciliteret af nogle af de dansere. Det var min store drøm at blive ligesom dem.

Da jeg så begyndte på efterskolen BGI Akademiet i Horsens, hvor jeg selvfølgelig var på danselinjen, gik vi lige pludselig alle sammen i New Balance 420. Den helt klassiske dad shoe. Mange købte dem i blå, men jeg skulle have dem i gul. Farver generelt gør mig lidt ængstelig, men en gul sko har jeg altid haft noget med. Det kan Mathias skrive under på. Og så ville jeg gerne have nogle sko, som passede ind, men som alligevel var lidt mine egne. Sådan har jeg nok altid været som menneske. Jeg følger med, men på min egen måde. Jeg elskede at gå på efterskole, endelig var jeg ikke længere uden for, fordi jeg ikke spillede håndbold. På efterskolen kom eleverne fra hele landet, og jeg følte mig godt tilpas i at være én ud af mange, der var passioneret omkring sin sport. Om det så var dans, ski eller fodbold. Der var plads til alle, og det var så fedt.

Mathias:
Efter Converse blev Timberland-støvlen virkelig et hit hos mig. Den kom også fra USA og var megasej i sin gulbrune farve. Jeg bar dem på alle tænkelige måder: åbne, halvt eller helt snøret. På det tidspunkt gik jeg i gymnasiet, og der var jeg mere optaget af at se smart og sej ud for de andre på skolen, end at spille fodbold i frikvartererne. Hvad end trenden var, prøvede jeg det af, hvis jeg havde råd. Jeg fik flere penge mellem hænderne, idet jeg var blevet professionel hos B93, og som 17-årig blev jeg købt af FCK. Det var stadig hiphop og den amerikanske streetwear-kultur som inspirerede min stil, jeg var aldrig rigtig inspireret af andre fodboldspilleres stil. Dengang var der kun én, som var sej: David Beckham. Og måske Fredrik Ljungberg fra Arsenal. Alle andre spillede bare fodbold. Det er jo en helt anden verden i dag. Nu er sportsstjerner også modeikoner. Det er sjovt at se, hvordan folk i dag render rundt i retrofodboldtrøjer fra 90’erne og 00’erne, som slet ikke var smarte dengang. Fodbolds indflydelse på modebilledet har bare ændret sig markant.

Lidt ligesom Converse, så har Timberland-støvlen haft sine op og nedture gennem årene. Nu er den blevet smart igen, og jeg har fundet mine frem. Vi har også købt et par til vores søn, Axel. Det er et full circle moment. Hans er dog helt snøret ind, kan jeg godt afsløre. Når man har en fireårig, er velcro jo ens bedste ven, men min nostalgi over for Timberland, fik mig til at købe et par til ham, og så må jeg hjælpe ham med at snøre dem. Jeg håber da, at min glæde for støvlerne kan smitte af på ham. Hvem ved, måske fremhæver han selv støvlerne som et vigtigt skominde en dag.

Nanna:
Axel har fanget, at meget af det, han får, minder om tøj eller sko, som vi også går med. Vi har lige købt et par loafers til ham, som er næsten magen til et af Mathias’ par. Han vil meget gerne have det samme på som sin far. Hvis vi skal overtale ham til at tage noget på, er det nemmeste at sige: ”Det har far også.”

Billeder: Jan Christiansen
Fortalt til: Ditlev Fejerskov