Historien om de hvide sandaler er en, min mor har fortalt mig så mange gange. Da jeg var fire-fem år, fik jeg et par helt hvide laksandaler, og min mor påstår, at jeg sov med dem hver nat. Det er jeg ikke helt sikker på, er sandt, men jeg husker tydeligt, hvordan de skilte sig ud fra mine andre sko. Jeg var vant til at arve sko efter min storebror, som var et år ældre end mig, men nu havde jeg fået et par helt nye sko. Jeg var så glad for dem, at jeg ikke ville tage dem af. Det er mit første minde om, hvordan sko og tøj kunne gøre, at jeg følte mig stærk og godt tilpas. De sandaler gav mig noget ekstra. Jeg følte mig virkelig sej, når jeg havde dem på. Det var også derfor, jeg ikke ville have dem af igen – jeg var overbevist om, at så ville jeg miste de superkræfter, som de gav mig.

Jeg voksede op i Humlebæk sammen med min mor og storebror. Mine forældre blev skilt, da vi var helt små, og min far, som var sømand, tilbragte det meste af tiden på de syv have. Jeg har ikke særlig mange minder af, at vi var indenfor i min barndom, jeg husker det som om, at vi var udenfor hele tiden. Min bror og jeg løb rundt i græsset og klatrede i træerne. Vi fik lov til at gå over til naboerne for at spørge om de andre børn ville lege. Vi gik ned til mosen og fangede salamandere. Den type barndom findes jo ikke i dag. Jeg ville aldrig lade min 5-6-årige datter gå alene ned til en mose. Men jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg fik den her frie barndom.

Som 12-13-årig var jeg helt fortabt i Spice Girls. Jeg havde CD’erne, kortene og Barbie-dukkerne, som jeg legede med i smug, fordi jeg egentlig var lidt for gammel til det. Mit værelse var plastret til med plakater og billeder af dem. Det var så sejt, at de var piger, så jeg kunne lege, at jeg var en af dem. Spice Girls gik i buffalosko, så derfor skulle alle pigerne i klassen også have et par. Jeg var høj af min alder, så jeg købte de mellemhøje sko, og det var jeg lidt i krise over, fordi de seje piger gik i de helt høje. Jeg tog toget sammen med min mor ind til Flying A i Indre København og købte skoene. Min mor syntes, det var fuldstændig hysterisk, hvad de kostede. Jeg var lykkelig. Også over at få det røde plastiknet, som skoene lå i, det var jo halvdelen af det. Jeg brugte nettet som skoletaske.

Det var svært at være teenager. Min bror blev alvorlig syg som syvårig og endte med at dø, så min mor og jeg havde nogle hårde år. Jeg flygtede helt klart også ind i Spice Girls for at få mit eget fristed, hvor jeg kunne tænke på noget andet. Det er nok svært at være teenager for de fleste, men for mig var det ekstra hårdt. Derfor var det vigtigt for mig at ligne de andre og have de samme sko, jeg skulle ikke også stikke ud på den front. Der kan klæder virkelig noget. De kan give dig et tilhørsforhold og skabe en følelse af, at du er nogen, at du er sej og stærk. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at høre til blandt de seje: Jeg røg i skolegården og gik i trompetbukser og polyestertrøjer med små similisten. Det var der, jeg fik interessen for tøj, og da jeg i begyndelsen af 20’erne begyndte at arbejde som stylist var det med det samme afsæt. Jeg interesserede mig for, hvordan beklædning kan gøre mennesker veltilpasse, så de ranker ryggen og vokser lidt. Jeg var drevet af, at få folk til at føle selvtillid.

I gymnasiet begyndte vi alle sammen at ligne Kate Moss og gå i tarvelige og udtrådte bamsestøvler eller ruskindsstøvler med nitter eller frynser. Sådan en lidt trashy cowboy-stil. Jeg gik rundt i et par høje ruskindsstøvler med frynser, ikke nogen fancy, bare en helt slidt model. Jeg begyndte at være ligeglad med, hvor høj jeg var, og insisterede på at gå i høje hæle. Jeg rankede ryggen og hvilede mere i mig selv og min krop. Det betød ikke længere noget for mig, at jeg var højere end drengene – noget, jeg hidtil havde haft det svært med.

Jeg ville ønske, at det ikke havde været sådan, og jeg håber virkelig, at mine egne piger ikke bliver opdraget til at føle sig underlagt sådanne stereotype forestillinger om, hvordan man skal se ud og agere som pige. Jeg synes, at mine forældres generation har gjort et dårligt job, når det kommer til at kæmpe imod fordomme og stereotyper. De kunne godt have hoppet bare lidt med på woke-vognen. Det vil jeg gøre anderledes for mine børn, og jeg håber på, at de kan vokse op med nogle anderledes rammer for, hvordan man kan være som menneske i det hele taget.

Da jeg var i midten af 20’erne kørte det for mig som stylist, jeg lavede store kommercielle kampagner og tjente gode penge. Min ekskæreste og jeg rejste rundt i verden, spiste god mad og købte lækkert tøj. Det var sådan et lille liv i mit store liv. I New York gik jeg ind i en Gucci-butik og købte et par dyre loafers med en guld-bi på fronten. Alessandro Michele havde lige redesignet det hele og gjort Gucci kæmpestort igen, og for mig var det noget særligt at kunne købe ind i den fortælling. Skoene blev også et symbol på, at ’I made it in life’. Og som stylist uden at have færdiggjort gymnasiet eller taget nogen form for uddannelse. 

I takt med at jeg er blevet ældre og har fået børn, er det blevet endnu vigtigere for mig at give både mig selv og børnene ordentlige sko på. Jeg har også fået en større taknemmelighed for, hvor heldige vi egentlig er, at vi kan tage gode sko på om morgenen, for der findes forældre i verden, der gerne vil give deres børn sko på, men som ikke kan. Tænk, at vi har muligheden for at træffe sådanne rare valg som at vælge de helt rigtige sko til os selv og vores børn. Det er slet ikke en selvfølge for alle mennesker, især ikke som verden ser ud lige nu. Jeg vil ikke købe en overflod af sko, dels fordi det er dårligt for miljøet og økonomien, men også fordi, det er vigtigt for mig, at de sko, mine børn ejer er særlige, og at de måske kan stikke ud i deres erindringer, ligesom mine hvide laksandaler gjorde hos mig.

Photos by: Stefan Wessel
Written by: Ditlev Fejerskov